 |
||||||
 |
||||||
 |
||||||
  |
||||||
 |
||||||
 |
||||||
Af Mette Fink-Nielsen, tilknyttet feministisk forum
Det hele startede en blæsende, mørk
augustaften, hvor jeg valgte en mørk cykel- og gangsti som den hurtigste
vej hjem. Da jeg drejede ind på stien, krydsede to tanker/følelser
klinger i mit hoved: På den ene side en aggressiv vrede over ikke at
kunne færdes, hvor jeg har lyst til i den by jeg bor i, København.
På den anden side tanken om, at skete der mig noget på den
ubefærdede sti, ville de fleste mene, at jeg selv delvis havde været
skyld i det: jeg kunne jo blot have valgt stien fra.
Den første følelse vandt, og jeg fortsatte ad stien.
Som jeg gik dér, tog en kropslig erindring min opmærksomhed. Blæsten, der tog lydene, og grenenes bevægelser i mørket, satte mig tilbage i tid og rum: Til en af mine yndede aftenvandringer, for mere end ti år siden, i en anden by jeg dengang boede i.
På en oktoberaften gik jeg gennem en park, pludselig sprang en mand ud af buskene foran mig. Næse og mund dækket af et tørklæde, pikken fremme. Mange tanker nåede at krydse hinanden i de få sekunder, der gik, inden jeg besluttede mig: At blottere vist ikke er farlige; at der bag mig var lang vej op ad bakke; at der var langt kortere vej forbi den onanerende mand ned til en befærdet vej.
Så jeg fortsatte med lange skridt i en bue uden om manden. Han kom imod mig, greb fat i min arm og holdt mig tilbage. Og så reagerede jeg instinktivt; rev mig løs, mens jeg råbte, at han var et svin og skulle give slip, og så løb jeg. Kom hjem og snakkede med mine medbeboere om, hvad der var sket, fik ringet til politiet som fortalte, de godt vidste, han var i området. Men der gik lang tid, inden jeg uden frygt kunne gå mine aftenture alene. Måtte have ledsagere med. Men der var jo ikke sket noget?
Jo, der var sket det, at jeg havde mærket angsten. Og jeg var blevet bevidst om forskellen mellem mænds og kvinders bevægelsesfrihed. Og det var denne følelse, der bemægtigede sig min krop nu igen denne august aften i København.
Efterfølgende talte jeg med nogle venner om følelsen, og flere af kvinderne fortalte, hvordan de sætter restriktioner på deres bevægelsesmønstre, når de færdes alene i byen. Fravælger visse veje, visse ruter.
Det gjorde mig vred, harm. Ingen skal sætte begrænsninger for min færden, her hvor jeg bor og skulle føle mig tryg og hjemme.
Nu er jeg blevet bevidst om, at denne vrede kan bringe mig i potentielt farlige situationer. Det var først efter at have læst Chris Pooles bog, at jeg fandt et argument for at sætte min personlige sikkerhed i højsædet uden at gå på kompromis med mine følelser.
Men det var først senere, jeg fik fat i bogen. Først skulle jeg læse om den i en anden bog, i Kenneth Reinickes ?Mænd - i lyst og nød' (Schønberg, 2004, som er ude i det prisværdige ærinde at give 50% af den danske befolkning, mændene, et køn, og kigge på maskulinitetens problemstillinger. Absolut læseværdig. Men ville være endnu bedre, hvis Reinicke havde modet til at se kritisk på de hegemoniserende maskulinitetskonstruktioner. Alt for ofte reducerer han mænd til Mand, med et essentialiserende syn på hvad mænd ER, og for den sags skyld hvad kvinder ER.)
Men Reinickes henvisning til Poole ansporede min nysgerrighed. Jo, jeg havde da hørt om feministisk selvforsvar. Og som erklæret feminist var det ikke den første del af ordparret der havde holdt mig fra at undersøge temaet nærmere. Det var nok ideen om at være nødt til at lære selvforsvar, der havde afholdt mig fra at kigge nærmere på Pooles bog.
Men nu blev den hentet hjem fra biblioteket. Og dette skal være en opfordring til, at andre gør det samme!
I et af de første kapitler beskriver Poole forskellen i vold mod
mænd og mod kvinder, og hun skriver om vold mod kvinder
at:
'Kvinder bliver simpelthen udsat for vold på grund af deres køn.
Voldtægt, hustruvold, og incest er de mest ekstreme udtryk for nogle
mænds ønske om at have magt over kvinders krop og liv' (side
37).
Bogens fokuserer på de ikke-voldelige psykiske og fysiske handlemåder og teknikker, der kan være med til at forebygge vold mod kvinder. Hovedpointen er, at alle former for vold har en psykisk optakt - og bliver man bedre til at identificere og forstå denne optakt, kan man sige fra, længe før det første slag er faldet.
Blandt bogens mange pointer har jeg lyst til at gengive nogle få:
- Vi sætter sjældent spørgsmålstegn ved forskellen mellem kvinder og mænds bevægelsesfrihed.
- Det er aldrig en kvindes skyld, hvis en mand vælger at bruge fysisk vold mod hende.
- Evnen til at forebygge vold grundlægges primært i ens selvfølelse.
- Næste hver fjerde danske kvinde har været udsat for fysisk vold og trusler om vold (24,2% ifølge Statens Institut for Folkesundhed, 2002).
- 5,9% af 25-44-årige kvinder har oplevet seksuelle overgreb (Statens Institut for Folkesundhed, 2002).
- På hvilken som helst dag året rundt er sengepladserne på landets ca. 40 krisecentre fyldt med kvinder og børn, der flygter fra vold i hjemmet.
- Kvinders egne handlinger gør, at mange voldtægtsforsøg mislykkes. Råb, skrig, løb. Gør modstand. Det er en myte, at det er bedre ikke at gøre modstand.
- Kontaktvoldtægter er den hyppigste form for voldtægt. I hovedparten, 80%, af voldtægtstilfældene kender voldtægtsmand og offer hinanden. Det er altså en myte at overfald sker mellem fremmede mennesker.
Bogen rummer en lang række af øvelser og eksempler på anvendt feministisk selvforsvar. Det er en øjenåbner. Personligt har jeg erkendt, at vreden over ikke at kunne færdes frit ikke skal transformeres til knyttede næver men til en opmærksomhed over for voldens faresignaler og dens udtryk. Og et forsøg på at gribe og handle ind, inden den fysiske vold manifesterer sig.
Som Poole formulerer det, er det et spørgsmål, om vi vil bruge
vores krop og psyke på en måde, der kan være skadelig for
os selv, når der findes alternativer. Vold avler mere vold. Vi kan
vælge at bryde helt med voldscirklen ved ikke at gå ind på
dens præmisser og ved at sige
fra.
feministiskforum@feministiskforum.dk