Danske mænd voldtager da ikke
Af Rikke Andreassen, ph.d.-studerende og tilknyttet feministisk forum

Artikel bragt i JP København 13. december 2003

Fremstillingen af etniske minoriteter som voldtægtsforbrydere medvirker til at holde myten om dansk ligestilling i hævd.

Der anmeldes over 500 voldtægter om året i Danmark, men antallet af begåede voldtægter er fem gange så højt. Men vi taler vi ikke om et voldtægtsmønster. Vi forbinder sjældent voldtægterne med hinanden. Voldtægtssager er tabubelagte, og selvom de fleste af os statistisk set kender mindst én kvinde, der har været udsat for et seksuelt overgreb, hører vi sjældent om det fra kvinden selv. Vores information om voldtægt stammer derfor i høj grad fra medierne. Det er imidlertid et problematisk billede, de giver.

Århus-voldtægtssagen, hvor ni unge etniske minoritetsdrenge voldtog en 14-årig etnisk dansk pige, er kendt som Danmarks mest mediedækkede voldtægtssag. Sagen er et typisk eksempel på mediernes fremstilling af voldtægt. Aviserne Politiken, Berlingske Tidende, Jyllands-Posten, Information og Ekstra bladet bragte tilsammen mere end 240 artikler og læserbreve om sagen. De fokuserer på gerningsmændene og deres sociale og kulturelle baggrund frem for på den voldtagne kvinde. 57 af artiklerne handler om voldtægtsmændene og deres baggrund, mens kun én artikel har kvinden og hendes familie som primære tema. I artiklerne om voldtægtsmændene får vi at vide, at de er ”unge der kommer fra hjem, hvor alt er faldet fra hinanden, hvor normer og værdier er væk. Mange af dem eller deres forældre er født eller opvokset i en flygtningelejr, hvor der ingens normer var, ingen værdier, ingen retfærdighed. Vi taler om mennesker, som er skadet gennem flere generationer.” (Politiken 19. nov. 2000, 4. sek. s. 3). Mange artikler beretter om deres reaktioner på fængslingen og dommene. Her får vi at vide, at ”De har været kraftigt påvirket af at være varetægtsfængslet i sagen og flere har svært ved at sove.” (Jyllands-Posten 16. nov. 2000, JP Aarhus s. 4). Vi får ondt af drengene, men ikke af den voldtagne pige. For vi hører intet om hende. Intet om hvilke psykiske og fysiske konsekvenser en gruppevoldtægt har for en teenagepige, eller hvilke følger den massive mediedækning har for hende.

Voldtægtssagen fungerer også som en platform, hvorpå socialpolitik kan diskuteres, ligesom integration og kriminalitet bliver diskuteret under voldtægtsoverskriften. Borgerlige byrådsmedlemmer i Århus benytter sagen til at beskylde deres socialdemokratiske kollegaer for at føre socialpolitik, der skaber kriminelle unge. En række folketingsmedlemmer bruger sagen til at argumentere for strengere straffe. I 60 artikler og læserbreve diskuteres det danske retssystem. Og så bruges sagen selvfølgelig også til at lufte partiernes holdninger til etniske minoriteter. Mest kendt er nok partiet Venstres brug af sagen på deres valgplakater.

Det er typisk, at den voldtagne kvindes historie forsvinder i medierne. Den drukner simpelthen i de mange udtalelser fra gerningsmænd, eksperter og politikere, der udtaler sig om sagen, og bruger den som platform til at udtale sig om andre forhold.

Næsten ingen, faktisk kun to, artikler trækker direkte paralleller mellem Århus-sagen og voldtægter generelt. Manglen på forbindelse mellem den enkelte sag og voldtægt generelt får sagen til at fremstå som individuel uden forbindelse til et generelt voldtægtsmønster. Fokus på den individuelle voldtægtsmand og hans baggrund forhindrer en forståelse af voldtægt som en del af et større socialt, kulturelt og frem for alt kønspolitisk mønster. Medierne kunne i stedet have fremstillet voldtægt som et udtryk for relationerne mellem kvinder og mænd i Danmark – men det gør de ikke.

Fokus på gerningsmænd og negligering af voldtægt som et udtryk for sexistiske samfundsforhold er en klar illustration af en mandlig nyhedsdiskurs.

Århus-sagen kædes til gengæld sammen med andre gruppevoldtægter begået af etniske minoriteter. Voldtægtsmændene beskrives aldrig bare som mænd men altid som ’arabere’, ’andengenerationsindvandrere’ osv. Ved at forbinde Århus-sagen med lignende sager begået af etniske minoriteter, tegner medierne et tydeligt billede af etniske minoriteter som voldtægtsmænd eller potentielle voldtægtsmænd. Karakteristikken af de individuelle voldtægtsmænd bredes ud til at repræsentere alle etniske minoriteter, hvilket aldrig sker i mediernes dækning af voldtægtssager begået af etniske danskere. I den meget omtalte stilladsarbejder-sag, hvor 11 etniske danske mænd voldtog en kvinde i en baggård til en julefrokost, har medierne jo ikke hævdet, at de repræsenterer alle danske mænd, eller at deres voldtægt skyldes en typisk dansk kultur. Læseren får derved det indtryk, at nedvurdering af kvinder primært findes i arabiske kulturer og blandt etniske minoriteter. Medierne skriver også direkte, at “gruppevoldtægterne er kulturelt betinget…det er indvandrerdrengenes kvindesyn, der er noget galt med.” (Politiken 26. feb. 2000, s. 5).

Mediernes fremstilling af etniske minoriteter har stor magt, fordi så få etniske danskere rent faktisk har kontakt med etniske minoriteter. Under 20% af den danske hvide befolkning taler med etniske minoriteter mere end en gang om ugen. Beskrivelserne af voldtægt er en væsentlig brik i vores opfattelse af dansk nationalitet og kønsforhold. Nationalitet skabes ved negationer: Man er dansk, fordi man ikke er tysk eller svensk. Vi identificerer os ved at være anderledes end andre. Vores etniske minoriteter fungerer som en negation i den nationale selvforståelse. Hver gang medierne fremstiller etniske minoriteter på en bestemt måde, fremstiller de indirekte os selv, etniske danskere, på modsatte måde: Når de er kriminelle, er vi lovlydige; når de er voldelige, er vi fredelige; og når de er kvindeundertrykkende, er vi frigjorte. Det er derfor ikke neutrale billeder, vi får serveret med voldtægtsbeskrivelserne. Det er identitetsskabende nyheder. Implicit i fremstillingen af voldtægt er forestillingen om, at den ’almindelige’ etniske danske mand ikke voldtager og ikke har en forskruet opfattelse af kvinder. Men det billede er forkert. Hovedparten af voldtægter begås af etniske danske mænd, der kender deres voldtægtsoffer. Statistisk set er Jens, som jeg afviser til en fest meget farligere for mig end Ali og hans venner, som jeg møder på gaden. Det er derfor problematisk, at medierne fremstiller etniske minoriteter som potentielle voldtægtsmænd og danske mænd som ikke-voldtagere. Det giver et forvrænget billede af realiteterne. Og det billede gavner ingen andre end danske hvide mænd.

Mediernes diskurs om voldtægt er altså ikke bare mandlig – den er også hvid.

Fremstillingen af etniske minoriteter som voldtægtsforbrydere og uden respekt for kvinder er med til at bære myten som dansk ligestilling. Dens spejlbillede er de ikke-voldtagende etniske danske mænd med respekt for kvinder. Når medierne fornægter, at voldtægt er udtryk for et samfunds sociale og kønspolitiske forhold. Når de vedvarende portrætterer etniske minoriteter som kvindeundertrykkende. Så reproducerer de myten om, at danske mænd ikke er kvindeundertrykkende, og at der er ligestilling i Danmark – og den myte er ikke til gavn for nogen.


Forsiden - Hvem er vi? - Synspunkter - Kalender - Bøger - Film - Links
feministiskforum@feministiskforum.dk