Karen Sjørup: Danmark - et ligestillingsmæssigt forbillede for EU og ansøgerlandene?

Jeg har valgt at tale om Danmark som et forbillede for ligestillingen i EU. Problemet, som jeg ser det, er, at vi er meget fastlåste i en for- og imod- retorik, mens EU er et forbløffende modsætningsfyldt projekt. Et godt eksempel er, at man kan vælge en 76-årig mand som formand for det 3-mands-udvalg, som skal forny den europæiske model, samtidig med at man kan vedtage mainstreamings-projektet.

Mainstreaming går ud på at skabe resultat-lighed mellem kønnene. Det er et ganske omfattende projekt, som formentligt kun er blevet besluttet, fordi ingen rigtigt har forstået, hvad det egentlig indebærer.

Det er samtidig meget karakteristisk, at den meget avancerede mainstreamings-strategi har vundet indpas i EU og FN, mens det kniber med at få den med i det praktiske arbejde på gulvplan, hvor forandringerne egentlig sker.

Det arbejde, der foregår med direktiverne, er omfattende, radikalt og progressivt med hensyn til ligestilling mellem mænd og kvinder. Men spørgsmålet er, om vi kan takke EU for den ligestilling, vi har i Danmark?

Det mener jeg ikke, vi kan. Jeg mener, at de skandinaviske lande har været og stadig er et forbillede for EU’s ligestillingsindsats. Det er ikke tilfældigt, at især de svenske kvinder spiller en væsentlig rolle specielt i Kommissionens ligestillingsarbejde.

Men når jeg siger, at vi er et forbillede, så er det ud fra den forståelse, vi har af ligestilling i Danmark. Det er dansk ligestilling, at kvinder har næsten lige så meget fuldtidsarbejde som mænd. Den ligestilling har vi blandt andet nået i kraft af de såkaldte kvindevenlige velfærdsstater med en lovgivning, der understreger, at kvinderne er ønskede på arbejdsmarkedet.

Opbygningen af den velfærdsstat har været et langt træk, der startede helt tilbage i 1970erne. Den hænger sammen med, hvad der har foregået i EU, men den har først og fremmest noget at gøre med den ligestillingsindsats, der har været så stærk i Danmark. Det har blandt andet handlet om den strategi, der hedder: "Det private er politisk". Den strategi har gjort, at vi i Danmark ikke blot taler om ligestilling som en kvindesag, men også taler om, at mændene skal ændre rolle. Det er der stort set ikke nogen offentlighed omkring i de andre EU-lande, for slet ikke at tale om ansøgerlandene. Når vi taler om Danmark som forbillede, er det vigtigt at være opmærksom på hvilken dynamik, der ligger bag opnåelsen af denne relative ligestilling.

Ideen med forbilledet handler også om, at EU, ud over at være ligestillingspolitisk aktiv, har nogle helt overgribende problemer med arbejdskraften. Hvis nogle af jer kender til det, der hedder Lissabon-målsætningerne, så består de i, at man skal op på en beskæftigelsesfrekvens for kvinder på 60% i alle de europæiske lande, også i ansøgerlandene. Det er en meget høj sat målsætning, specielt i forhold til Øst- og Sydeuropa. Men denne målsætning handler ikke som udgangspunkt om ligestilling. Den handler om det, man flatterende kalder "ældrebomben". Altså det, at vores befolkning bliver ældre og ældre og at vi har nogle store årgange, der snart når pensionsalderen, samtidig med at der bliver født meget få børn. Derfor sigter man meget på at forøge beskæftigelsen blandt især de midaldrende kvinder. Denne Lissabon-proces er en langt mere overgribende indsats i EU-sammenhængen end selve ligestillingsindsatsen er.

Efter min mening er en lang række af de direktiver, EU har vedtaget, bagstræberiske i forhold til en dansk model. Det gælder direktivet om deltidsarbejde og det gælder direktivet om barsel og barselsorlov, hvor der ikke er nogen fædrekvoter. Det gælder også, at man laver direktiver, som gør det muligt at være hjemme og passe omsorgsafhængige personer. I forhold til en række af de øvrige lande, er sådanne direktiver en nødvendighed. I Danmark var deltidsarbejdet en måde at få kanaliseret flere kvinder ind på arbejdsmarkedet og flere af de andre lande har ikke offentlig omsorg. Men i forhold til de nuværende forhold i Danmark, anser jeg disse direktiver for bagstræberiske. Som vi har set, har den nye danske regering fået omformet dem til dansk lovgivning, hvilket ikke betyder, at kvinder får større adgang til deltid men derimod, at det bliver muligt for arbejdsgiverne at tvinge kvinder på deltid.

Men det, vi kalder ligestilling i Danmark, er jo kun en relativ ligestilling eller en relativ ulighed. Det er meget karakteristisk for Danmark, at vi har en meget udbredt kønsopdeling på arbejdsmarkedet i forhold til en række andre europæiske lande. I Tyrkiet har de for eksempel den højeste andel af kvindelige professorer. Og i en lang række af de Øst- og Sydeuropæiske lande er der også en langt højere andel af kvindelige professorer end i Danmark. Danmark ligger nede i den lave ende med 7% kvindelige professorer. Det samme gælder for eksempel i det private erhvervsliv, hvor vi i topledelsen i dansk erhvervsliv kun har 1% kvinder. I niveauet lige under topledelse kommer vi, også i den offentlige sektor, højst op på 10% kvinder. Denne hierarkiske ulighed har vi altså opretholdt til trods for det, vi kalder lighed.

Vi har også en ulighed på det horisontale plan: Et flertal af alle danske kvinder arbejder i den offentlige sektor, et flertal af danske mænd arbejder i den private sektor. Da den private sektor er stærkt lønførende, er det medvirkende til, at uligheden med hensyn til løn bliver stadig stærkere. Så i Danmark har vi altså en institutionalisering af en relativ ulighed, som er stærkere end stort set nogen af de andre lande i Europa.

Hvis vi ser på mainstreamings-strategien i det her billede, kan man sige, at hvor de strategier, vi tidligere anvendte, gik ud på at skabe lige muligheder, så er mainstreaming en strategi for at skabe lige resultater. Det vil sige, at det handler om at fjerne uligheder. Spørgsmålet er så, hvilke uligheder skal vi fjerne? Skal vi fjerne kønsarbejdsdelingen?

Jeg har lige kigget på redegørelsen om kommunernes handlingsplan. 76% af dem, der arbejder i kommunerne, er kvinder. De arbejder med omsorg, de arbejder med uddannelse, de arbejder med kultur. Men kun 9% af kommunaldirektørerne er kvinder og kun 10% af borgmestrene er kvinder. Ligeledes er en stadig faldende del af dem, der sidder i kommunalbestyrelserne kvinder. Nogle af kommunerne siger så, når de bliver spurgt, hvorfor de ikke lever op til deres mainstreamings-forpligtelse, at det er jo et resultat af kvindernes eget valg. Det er jo kvinderne selv, der vil være sygeplejersker, pædagoger og folkeskolelærere. Det er jo ikke urigtigt, men det er med til at udbygge den relative ulighed og modvirker den mainstreamings-indsats, vi er blevet sat til af EU.

I en dansk sammenhæng er der også en tilbøjelighed til, at mainstreaming ikke bliver til resultatlighed. I stedet bliver det til kønsneutralitet og dermed også til kønsblindhed. Jeg har evalueret den danske indsats inden for strukturfondene i EU-kommissionen. Strukturfondene drejer sig især om regionalstøtte. Der er det meget karakteristisk, at alle eller nogle af dem, som sidder med strukturfondene i Danmark, tillader sig at sige, at de godt ved, at indsatsen ikke virker i retning af kønsligestilling. Den virker sådan set modsat fordi det, de opererer med, er en styrkelse af de konkurrencedygtige områder, og der er kvinderne jo ikke.

Derfor vil jeg sige, at både det vi får med hensyn til ligestillingen fra EU, og den måde vi arbejder med det på, er ganske modsætningsfyldt. På den ene side er det rigtigt, at vi har fået en høj grad af ligestilling i Danmark. På den anden side er det også rigtigt, at den indtil nu ikke har haft så meget at gøre med det, der er sket i EU. Samtidig har den danske offentlige sektor indtil nu ikke været i stand til for alvor at påtage sig den mainstreamings-indsats, der er blevet vedtaget i EU. Der er ganske vist et embedsmandsudvalg på ministerielt plan, som arbejder med mainstreamings-indsatsen, men indtil nu har det primært resulteret i nogle relativt begrænsede projekter, som vi endnu ikke har set resultaterne af.

Hvis vi kigger på ansøgerlandende, så arbejder vi i Center for Ligestillingsforskning med en række projekter, der handler om, at ansøgerlandende skal tilpasse sig EU-lovgivningen også på ligestillingsområdet. I lande som Estland og Ungarn arbejder vi blandt andet på at få indført mainstreamings-strategien. En gang i mellem bliver vi så lidt beskæmmede, for vi påfører ansøgerlandene noget, som vi faktisk ikke gør selv og dermed også har relativt begrænsede erfaringer med.

Hvad vi til gengæld kan komme med, er den form for lighed vi faktisk har fået skabt i Danmark, dvs. muligheden for at kvinder kan have fuldtidsarbejde. Den mulighed består også i, at det logistiske er i orden, så kvinder faktisk kan komme på arbejde. For eksempel er det i Ungarn sådan, at busserne ikke passer med det tidspunkt, daginstitutionerne lukker. Daginstitutionerne holder også 2 måneders sommerferie, hvad man ikke gør på arbejdsmarkedet. Der har vi meget at komme med, fordi vi gennem nogle årtier har fået opbygget nogle systemer, der fungerer. Det har vi i kraft af, at der har stået folk og brokket sig. På den baggrund har vi både en af de højeste erhvervsfrekvenser blandt kvinder og en af de højeste fødselsrater i Europa. Ældrebomben er meget værre i Øst- og Sydeuropa, hvor man har fødselsrater, der er helt nede på 1,1-1,2%.

Nogle af de krav, der kommer i forbindelse med dette ældre-problem, bliver i de tidligere kommunistiske lande opfattet som genindførelse af kommunistiske tilstande. De forstår ikke, hvorfor det liberalistiske EU kommer med krav til, at de skal have fuldtidsarbejde og sende deres børn i institutioner, for de mente netop, at den nye markedsorientering skulle give dem frihed for at gå på arbejde og stå i lange køer.

Til sidst vil jeg sige noget om den nye traktat fra Konventet. Det er et problem, at ligestillingspolitikken ikke er anerkendt som et politikområde på linie med alle mulige andre politikker i EU. Det betyder, at ligestillingspolitikken altid får en meget underordnet status. Den Europæiske Kvindelobby og det rådgivende udvalg, jeg selv er medlem af, er derfor gået stærkt ind for at få ligestillingspolitikken anerkendt som et selvstændigt politikområde, og at der skal være et selvstændigt direktorat i EU for ligestilling. Det har nok lange udsigter, men det er det, vi kæmper for.