Der er serveret!
Film
På denne side finder du udvalgte filmanmeldelser. God fornøjelse!


It's All About Love (Instruktør: Thomas Vinterberg, USA/Japan/Sverige/UK/Danmark, 2003)
I en ikke alt for fjern fremtid falder folk døde om ramt af ensomhed og andre former for ondt i hjertet, klimaet er gået amok, og der er også problemer med tyngdekraften. Disse elementer, der giver filmen et let surrealistisk præg, og de meget smukke billeder er det seværdige ved Vinterbergs nye film. Interessant nok tydeliggør den også, at vi ikke skal forvente, at menneskehandel og handel med skønhed og talent vil være forsvundet fra verden om føje år.
Der er heller ikke gået koks i kønsrollerne (eller..?), bare fordi vi er i fremtiden: filmens smukke kvindelige hovedperson er ude i noget værre snavs, og hvad gør hun så? Hun beder sin smukke mand om hjælp, og efterfølgende er al handling skabt af ham - dvs. hvor den ikke lige er skabt af skurkene. Men den er i hvert fald ikke skabt af hende. Det er irriterende og får en til at føle sig som en sur feminist!
- Nina Banerjee


Rundt om Schmidt (Instruktør: Alexander Payne, USA, 2002)
Schmidt går på pension fra en stilling som vicedirektør i forsikringsfirmaet med det meget sigende navn "Woodmen". Og nu skal han så til at udfylde sit liv med...jah, resten af sit liv. Det består af ikke alt for fantastiske relationer til konen, hans datter og nogle venner. Vi ser Schmidt forsumpe, tage en lang tur ned ad "memory lane", forsøge at finde ud af alt det her med relationer til andre mennesker og at gøre det rigtige. Et interessant og meget realistisk tema, og vi får også lov at se ynkelighed og nogle glimt af en meget ærlig karakterskildring. Desværre er filmen blandet op med en stor forudsigelighed og en form for humor som - om end den til tider er meget underholdende - gør, at man ikke får lov at komme tæt på karaktererne. Jeg, der normalt tuder over alt inklusiv meget ringe tv-serier, blev på den måde efterladt med godt stof til en samtale om alderdom og livsvalg, men uden at være blevet rigtigt berørt.
- Nina Banerjee


Die Another Day (Instruktør: Lee Tamahori, UK/USA, 2002)
Nu har hun da grund til at græde! Nedtur for Halle Berry med "Die Another Day"
Jeg er vokset op med James Bond. Mest med Roger Moore, men foretrak det mandigt behårede brystparti Sean Connery. At se Bond-film har været ligesom at se Far til Fire bare med lidt flere eksplosioner. Der er noget trygt og forudsigeligt over Bond-film.
Men med "Die Another Day" havde jeg en klar fornemmelse af at være unaturligt clairvoyant. Det var umuligt IKKE at gætte sig til, hvad der nu ville ske. Det kunne så have været til at leve med, hvis man ikke havde forsøgt at mainstreame filmen med Halle Berry. Hun har sagt i flere interviews, at hun ikke ville være "eye-candy" og endnu en Bond-babe. Men vupti - det blev hun. Ikke mindst i hommagen til alle onanisters yndlingscene: Ursula Andress-stiger-op-af-havet-i-orange-bikini-med-dolk-scenen.
Hermed ikke sagt, at hun ikke yder det bedste hun kan i den mildest talt flade rolle med de totalt håbløse replikker, der kunne have været forfattet af min ekstremt dumme, afdøde foxterrier Pille. Mens hun ligger fastspændt under angreb af en diamantsliberrobot, skriger hun: "Stop this, or I will be half the girl I used to be". Bum Tji! og så fremdeles. Dét ville hun nok ikke vinde en Oscar for.
Søren Bindested fra Danmarks Radio P1 spurgte, om det ikke var en sejr for feministerne, at fx Halle Berry og Judy Dench spiller med i Die Another Day og opfører sig ligesom mænd. Tjo, hvis de har fået ligeså meget i løn. Ellers er det jo ikke et specifikt feministisk budskab, at kvinder nu også kan drikke, kneppe, slås og fyre oneliners a la "I think I broke her heart" af, når de stikker en skruetrækker igennem deres modstanders bryst.
James Bond har længe været en anakronisme, hvori Pierce Brosnan er ligeså charmerende og karismatisk som en hårtørrer. "Die Another Day" er det dyre bevis på, at det er på tide at lave en Dogme Bond, Bond i Afghanistan (el.lign), hvor han fx går i terapi, får et forhold til sine forældre, kommer i kontakt med sine feminine sider, springer ud og gifter sig med en dansk piccolo fra Hotel Imperial.
"Die Another Day" får en "Oh, James!" ud af fem mulige.
- Louise S. Elling


LILJA 4-EVER (Instruktør: Lukas Moodysson, Sverige, 2002)
Keywords: Trafficking, prostitution, Baltikum, livsglæde, overlevelseskraft, venskab, svigt, armod, ønsket om et bedre liv!
Se den - for verdens gru forsvinder som bekendt ikke, bare fordi vi ikke konfronteres med den.
Men tag en ven med, så du har en at snakke med bagefter! For det er en af de mest voldsomme og rå film, jeg har set. Og samtidig er det en af de mest fantastiske film, jeg længe har set, hvor glimt af glæde og venskab bliver fastholdt på allersmukkeste vis. Oksana Akinsjina giver Lilja en troværdighed, der gør ondt i maven. Svigtede Lilja som søger glemsel og glæde i limens tåger, Lilja som kæmper for et bedre liv, veninden Lilja som gør alt for at se smilet på vennen Volodjas læber. Lilja som lever et liv, der viser hvordan samfunds forfald, verdens ulighed og menneskers umenneskelighed sammen er med til at skabe livsvilkår, vi næsten ikke kan holde ud at blive konfronteret med. Og allerhelst vil vende blikket bort fra, som ekspedienten i tøjbutikken.
- Mette Fink-Nielsen


Heaven (Instruktør: Tom Tykwer, Tyskland, 2002)
Heaven er en sært betagende lille film, som traileren fejlagtigt prøver at sælge som en action-film. Den er smuk i sin stemning, med stilistisk rene billeder af det toskanske landskab. Cate Blanchett spiller hovedrollen. Hendes mand er død af en overdosis, og hun forsøger derfor at dræbe den mand, der står bag salget af narko. Han overlever, men fire uskyldige mennesker dør. Hun bliver arresteret af politiet, som ikke vil høre på hendes anklager om narkohandel. Under forhørene forelsker en ung politibetjent sig i hende og beslutter sig for at hjælpe. Cate Blanchett spiller skinnende, og Giovanni Ribisi som den unge politibetjent er også bemærkelsesværdig. Karaktererne er interessante; hun har handling, dynamik og beslutsomhed, og han er en følelsesfuld ung mand med sine følelsers mod. Historien er helt enkel, næsten for enkel og egentlig en smule fortænkt. Men samlet spiller den enkle historie, det klare skuespil, de rene billeder og de interessante karakterer flot sammen. Filmens stemning bliver siddende i én, og de valg, hovedpersonerne tager, vækker til eftertanke.
- Nina Banerjee


Minority Report (Instruktør: Steven Spielberg, USA, 2002)
I år 2054 begås der ikke længere mord i Washington. Morderne anholdes nemlig før mordet. Tre oraklers forudsigelser gør dette muligt for politiets PRECRIME afdeling under ledelse af Tom Cruise. Men en dag forudser oraklerne, at Cruise vil begå mord. Superstrømeren bliver nu jaget af sine egne. Imens forsøger han at opklare, hvordan det kan gå til, og hvorvidt han vil dræbe en mand, han end ikke kender.
Ideen med filmens tema er dermed at rejse spørgsmålet om determinisme over for den fri vilje. Det lykkes fint for filmen, endda uden at give et entydigt svar. Sådanne overvejelser kan nok være meget relevante i disse dage, hvor vores hjerner og gener granskes for at finde de endegyldige svar på, hvorfor vi bliver, som vi gør. Ligeledes indgår den stigende persondataindsamling, og hvordan den kan bruges af både myndigheder og kommercielle interesser som et interessant element i filmen. Filmen skal have cadeau for at tage disse emner op.
Uden at røbe for meget, kan man sige, at her er – igen – en film, hvor kvinderne føler og hjælper mændene, der handler. Ud over de enkelte kvindelige betjente, som flagrer rundt i baggrunden og ikke rigtig har betydning for handlingen, så er kvinderne assistenter, koner og et orakel. Den eneste af dem, der egentlig handler, er heltens kone, og da det endelig sker, så er det for at sætte sin mand i stand til at handle. Oraklet sætter også kun de andres handling i gang. Mændene, og især da hovedrollen, handler til gengæld meget. Hans følelser er til gengæld ikke en styrke, men hans akilleshæl. Og at de gode skuespilpræstationer i filmen kommer fra mænd, især suverænt fra Colin Farrell som jagter Cruise – ja, det skyldes måske også, at deres roller bare er bedre?
Så på trods af filmens stort anlagte filosofiske dimension, så rækker dens filosofiske indsigt rækker altså ikke til at sætte spørgsmålstegn ved kønnets forestillede determinisme.
Afslutningsvis burde billetterne til filmen være forsynet med en advarselstekst: HVIS DE VIL UNDGÅ AT SPOLERE EN FILMOPLEVELSE, BØR DE FULDSTÆNDIGT IGNORERE SLUTNINGEN. HOLD DEM FOR ØRENE, LUK ØJNENE OG AFSYNG HØJT DERES YNDLINGSSANG!
- Nina Banerjee


Og din mor (Instruktør: Alfonso Cuarón, Mexico, 2002)
En klassisk road movie, hvor to unge fyre drager af sted med hovedet fuldt af seksuelle fantasier og en erfaren kvinde på bagsædet. Og kvindens smalle talje og ballonbryster er vist en nyklassiker sammen med billederne af mandeballer. Men der er også en masse mindre klassiske elementer i filmen. Den er mexicansk, og de spansktalende biografgængere får her en chance for at opdatere deres ordforråd med en hel del forskellige betegnelser for bøsse, luder og røvhul. Filmen er seksuelt meget eksplicit inklusiv homoerotiske toner. Endelig er rollefordelingen mellem de unge mænd og kvinden ikke baseret på den klassiske Mrs. Robinson-model. I stedet er det både mændene og kvinden, der forfører hinanden, og hverken kvindens seksualitet eller hendes alder gør hende til en dæmon.
Jeg må indrømme, at filmen skuffede mig en smule – nok mest fordi mine forventninger var baseret på den meget seværdige "Love is a Bitch" af samme instruktør (Alfonso Cuarón), som blev vist i de danske biografer i år 2001. Men filmen er god underholdning, og skuespillet er godt, især af den ene af mændene, spillet af Gael Garcie Bernal, og kvinden, spillet af Maribel Verdu. I baggrunden får vi desuden nogle glimt ind i det mexicanske samfund og dets sociale struktur, og det løfter filmen. Og kvindens skarpe tunge gav mig en GOD griner.
- Nina Banerjee


The Believer (Instruktør: Henry Bean, USA, 2002)
Hovedpersonen, den troende, er ung nynazist – og jøde. Han er besat af tanken om at myrde en jøde og sprænge en synagoge i luften. Han tiltrækkes af at underkaste sig de jødiske ritualer og ærer toraen.
Er De forvirret? Filmen giver ingen lette eller enkle svar på disse selvmodsigelser, og det er en af dens store styrker. Man må tænke selv, indleve sig, og det er virkelig ubehageligt.
Endnu mere ubehageligt bliver det, når efterteksterne til filmen afslører, at filmen er baseret på virkelige hændelser. Men måske er det blandt andet det, der gør, at vi her står med en film, hvor de roller, kønnene indtager, i en vis udstrækning falder i nogle bestemte båse – som i det samfund, vi lever i – men hvor både mænd og kvinder er komplekse og sammensatte, føler, tænker, handler, bestemmer og bliver bestemt over?
Filmens trumfkort er skuespillet og castingen. Såvel i hovedrollen som i birollerne leveres der store præstationer. Personerne er uhyggeligt afsporet, og de bliver spillet med stor troværdighed.
Et citat fra filmen? "Hurt me". Og det er en kærlighedsscene.
Se den!
- Nina Banerjee


feministisk forum anbefaler også

- Udvalgt læsestof: Bøger
- Udvalgte Arrangementer: Kalender
- Udvalgte websites: Links


Forsiden - Hvem er vi? - Synspunkter - Kalender - Bøger - Film - Links
feministiskforum@feministiskforum.dk